Mit barndomshjem og mine forældre!

Om min fars barndom og ungdom ved jeg kun, hvad jeg har hørt de ældre har omtalt, og hvad jeg har læst mig til i gamle kirkebøger.
Han blev født som nummer 5 i en søskendeflok på 10 hvoraf flere døde som små. Fødselsdagen var 5 april 1824 og forældrene var gårdfæster Rasmus Jensen og hustru Dorthe Hansdatter. Som ung var han lille og spinkel. da han var på session 1846 blev han fundet for let, og dette gentog sig 1847, men da "Tysken" samme år blev desperat, kunne man bruge ham, og jeg kan forstå af udtalelser, jeg har hørt af de gamle, at han blev en fortrinlig soldat og en god kammerat.
Forholdene i han hjem havde  udviklet sig meget uheldigt, hans ældste søster - født 20 marts 1819 - blev 22 oktober 1839 gift med Jacob Nielsen, og deres første barn blev født 15 december 1839. Jacob var en slet person, han blev årsag til, at familien blev splittet, og at den velstand der rimeligvis var til stede, forsvandt. Parret fik ophold på gården, og Jacob betegnes som indsidder hos Rasmus Jensen. men i 1845 nævnes han som gårdfæster på Vedskølle mark. De gamle var da allerede døde, Dorthe 13 marts 1841 i en alder af 46 år og 11 måneder, og Rasmus Jensen døde 27 marts 1843, 59 år gammel. Han døde efter tilskadekomst ved et kørselsuheld hvor han selv var kusk. Jacob Nielsen var rå og drikfældig, og der var et dårligt forhold mellem ham og den øvrige familie. Dette fremgår tydeligt af følgende: Fars yngste broder, Ole født 6 juni 1835 døde den 6 marts 1851, ifølge kirkebogen, af slag af en hest. Men Oles søskende troede alle, at Jacob havde hængt ham i noget seletøj, og når de lod ham forstå, hvad de mente derom, bandede han så frygteligt ugudeligt på, at han aldrig havde hængt nogen dreng, dette tog de næsten som et bevis på, at deres mening var rigtig. Så vidt jeg ved blev der ikke gjort noget ved den sag.
Denne begivenhed indtraf mens far var borte. Han blev indkaldt først i 1848, og efter en kort uddannelse sendt til krigsskuepladsen. Om hans oplevelser der talte han kun lidt. Han gjorde krigen med indtil 8 august 1850, da han blev såret i højre skulder af en geværkugle, som beskadigede ledknoppen i overarmen. Han kom på lazarettet, men lægerne kunne ikke udrette noget, og såret ville ikke læges. Da krigen var forbi, blev han ført til København, hvor han lå i to år uden at blive helbredt. Han må dog ikke hele tiden have været sengeliggende, for han fortalte, at han en tid havde været opsynsmand for "Slaverne" som arbejdede på volden, og han må have stået højt for dem, for en af dem skar og forærede ham et signet af bly med hans navn, og en anden forærede ham et par trætøfler. Tøflerne har jeg set, og signetet har jeg endnu.
Da fader i 1852 vendte hjem - endnu med åbent sår - var hjemmet på Knurrevangsgården tabt for ham. Søskende flokken var nu skrumpet ind til fire, nemlig: Kirsten, der var gift med Jacob - Jens, født 17 juli 1822, der også havde været i krigen, Peder, født 5 april 1824 og Bodil født 23 november 1826. Sidstnævnte var imidlertid blevet gift med gårdmand Ole Hansen, Vedskølle, en skikkelig mand uden synderligt initiativ. Her fik fader så ophold. Det var i grundforbedringstiden, og der var noget at gøre på den forsømte gård. Fader og hans søster lagde planer og fik udført mergling, dræning og opfyldning af mosehuller og lignende. Ole var mest tilskuer, men satte sig ikke imod dette arbejde, og efterhånden som resultaterne af arbejdet viste sig, var han stolt af, at han havde været manden for det hele.
Her forblev fader, indtil han den 30 november blev gift med Bodil Christoffersen, født den 26 februar 1837. Hun tjente der på gården. Han havde da fået tilsagn fra Basnæs om, at han kunne få hendes forældres hus med 5 td. land i Rødkulle i fæste. Her tog de unge så fat. De flyttede ind i det gamle hus, men næste sommer byggede fader så huset, hvor de siden kom til at bo. Det gamle hus, der lå i den østlige ende af lodden og var sammenbygget med nabohuset mod nord, blev senere revet ned. Men nu skete det, at Ole Hansens gård brændte i efteråret 1861, og så var Ole og faster husvilde. De flyttede så ind i det nye hus som endnu ikke var helt færdigt, og fader og moder måtte forblive i det gamle hus, indtil Oles gård, der blev flyttet uden for byen, blev beboelig.
Nu gik fader i gang med at forbedre sin jordlod. Han fik afvandet og opfyldt et mosehul, han fik merglet og drænet jorden. Afgrøden forbedredes snart så ha blev i stand til at holde to køer, medens de andre husmænd havde besvær med at holde liv i en. Siden fik fader lært at lave træsko, og snart blev han den mest søgte "Træskomand" på egnen. Træet dertil blev købt i omegnens skove, og bønderne, især "Vedskøllerne" ville alle hjælpe til ved hjemkørselen. Det påfølgende "skovgilde" med gildemad, kortspil og grovkornet spøg varede gerne det meste af natten.
Far så overalt lyst på tilværelsen og havde aldrig bekymringer for fremtiden. Han var barn af nationalismen og troede sikkert på forsynet. Alt hvad der var nyttigt interesserede ham. og overtroiske mennesker, hvoraf der var nogle stykker i bekendtskabskredsen, morede han sig meget over.
Hans skolekundskaber var kun små. Den undervisning han havde fået som barn, var under lavmål, selv for den tid, og bestod væsentlig kun af opremsning af Balles lærebog. Fra 1829 til 1874 var Ludvig Christensen lærer i Vedskølle, og hans undervisning bestod mest i at bruge rebtampen, tit så det blev rene mishandlinger. I udtalelser fra visitatser betegnes Christensen som stridig og trættekær.
Mor så mere mørkt på livet, og hun var ikke fri for bekymringer og frygt for fattigdom. I sine yngre dage var hun noget pietistisk indstillet og gik helst i kirke hos præster af den farve. Hun ville også gerne besøge møder hvor Indre Missions talere førte ordet. Far havde ikke noget imod disse, og gik ofte med. Det skete endog et par gange, at indremissionær Christen Larsen fra Karebækstorp overnattede hos os. Jeg husker ham som en rar og tiltalende mand, der gerne røg tobak. Far røg aldrig, han brugte skrå. Mor var udstyret med en forbavsende energi, og hun var aldrig ledig. Foruden det daglige gøremål med malkning, kærning, rengøring og madlavning var der vask og ølbrygning og så var der arbejde med den hjemmeavlede hør. Den skulle brydes, skættes og hegles før den kunne komme på rokken. Alt det udrettede mor, jeg mindes ikke at have set hende sætte sig for at hvile sig. Når lampen blev tændt sad mor altid på en bestemt stol og kartede eller spandt til langt ud på natten. Hendes arbejde lykkedes gerne for hende og resultatet blev beundret af dem der så det. Efterhånden som tiden gik, svandt mors pietistiske tilbøjeligheder ind, og som ældre havde hun helt forladt dem.
Fars sår havde ikke generet ham i nogle år, ud over at højre skulder var stiv, så han ikke kunne løfte armen. Men hen i attenhundrede og firserne svandt kræfterne i armen og den begyndte at ryste. Svagheden bredte sig snart videre, og han måtte opgive at arbejde både med træskoene og ved landbruget. Vi to drenge måtte nu udrette hvad vi kunne sammen med mor. Vi høstede og vi tærskede hele afgrøden med plejl. Far blev mere og mere kraftløs og kunne ikke støtte på benene, men måtte bæres fra sted til sted, ja til sidst kunne han ikke selv føre maden til munden. Men selv under disse omstændigheder bevarede han humøret og kunne sige morsomheder.
Han havde opnået at få en ubetydelig invalidepension. Denne blev forøget i hans sidste leveår, så den kom til at betyde noget for hjemmets økonomi.
Efter hans død forblev mor i huset. Fæstebrevet gjaldt for mands og kones livstid, så dette voldte ikke vanskeligheder. Min broder blev så hjemme til 1 november 1890 da han tog på højskole, og jeg vendte samtidig tilbage dertil efter at have tjent ude et år. Jeg gjorde det nødvendige arbejde, høstede, tærskede og gjorde "pløjedage" 26 i høsten hos naboen som vederlag for, at jeg brugte hans heste og redskaber til behandling af jorden.
1897 kom min broder hjem fra Amerika, og jeg kom på seminarium. Han hjalp så mor med arbejdet indtil 1907 da mor afstod fæstet på huset med ret til bolig der, og bedriften gik over til fremmede.
Her tilbragte mor så sin alderdom i et roligt liv uden bekymringer af nogen art og i venskab med naboerne. Hun var aldrig syg, men kræfterne tog af, og hun blev mere og mere træt. Tredie juledag 1925 sov hun hen, omtrent 89 år gammel,

Ballerup den 15. januar 1963                                                   Hans Pedersen
                                                                                                (Farbroder)

Ovenstående er ordret hvad farbroder på opfordring har nedskrevet til mig. Det efterfølgende er, dels hvad jeg selv kan huske og hvad jeg har hørt fortalt, og dels hvad Jens har meddelt mig. Alt hvad der har med Bedstefaders krigsoplevelser at gøre er fremskaffet af Jens.
Ved læsningen vil der forekomme ting som er fortalt mere end een gang, men det kommer i forskellig sammenhæng, og er derfor med til, at belyse de folk og forhold som dette er skrevet til erindring om.

Top

Knurrevangsgården.

Denne gård var en fæstegård under Basnæs, den var beliggende på den søndre side af vejen fra Vedskølle til Magleby.
Stednavneudvalget meddeler om navnet; ( i skrivelse af 7. januar til Jens): Gården har sikkert navn efter de jordstykker, der nævnes i markbog 1682: Knorre Wangs Støkker, Knorre Wangs Agger, og på et Matrikkelskort 1791: Knorrevangs agre. Forledet er snarest et substantiv Knorre, der i stednavnet, lige som det beslægtede Knarre, har betydningen knudret eller tuet areal.
Provst Seyer Malling Beyers forklaring af navnet som forekommer i "Provstebogen" (se senere) skyldes sikkert en legende opstået mellem egnens bønder, der kendte Axel Arenfeldt af navn fra jernbogstaver på en af længerne på Basnæs. Provsten har sikkert sine oplysninger fra præsten i Tjæreby.
Gården er sikkert udflyttet fra Vedskølle omkring 1790 eller lidt senere. Det vides ikke hvordan den har set ud, men det har sikkert været den almindelige firlængede gård. Der foreligger dog oplysninger om, at laden var bygget med "stampemur". Dette kan tyde på, at denne er yngre end den øvrige del af gården, da denne byggemåde er almindelig mellem 1810 og 1820.
Rasmus Jensen fæstede gården 15. sept. 1817. Om det daglige liv på denne gård ved vi ikke meget. Der foreligger en overlevering om, at R. J. var en mand som satte en ære i, at møde først på hovmarken når der var budt til arbejde der, og tillige satte han pris på, at møde med de mest velfodrede heste. Der var en del forbindelse mellem dette hjem og herskabet på Basnæs som fra 1809 var justitsråd H. C. Fiedler, (datteren Tora Fiedler blev gift med digteren Carl Bagger) idet flere af børnene fra Knurrevangsgården mellem deres faddere talte medlemmer af slægten Fiedler, det er dog sikkert "indskrevne faddere" hvilket var meget almindeligt. Der fødtes 10 børn i ægteskabet, men af disse var de 5 døde inden moderens død den 13. marts 1841, omtrent 47 år gammel. På dette tidspunkt har den ældste datter været gift i ca. 8 år, og efter den omtale hendes mand, Jacob Nielsen får, kan man ikke tænke sig forholdene i hjemmet har været særligt gode, i de senere år af hendes levetid. Rasmus Jensen døde 27. marts 1843 59 år gammel. Dødsårsagen var en kørselsulykke hvor han selv var kusk, han havde været et ærinde i Skælskør og kort inden han nåede hjemmet væltede han. Ved skiftet efter hans kones død, som afholdtes 27. november 1841 på skifteforvalterens kontor udtaltes, (se her)

Udskrift af skifteprotokollen.

År 1841, den 13. marts anmeldte gdr. Rasmus Jensen i Vedskølle, at hans kone Dorthe Hansdatter i dag var afgået ved døden efterladende sig følgende, i ægteskabet med anmelderen avlede børn:

1. Kirsten - gift med tjenestekarl Jacob Nielsen, Skælskør
2. Bodil, 14 år - ugift
3. Jens, 19 år - ugift
4. Peder, 17 år - ugift
5. Ole, 5 år - ugift

År 1841 den 15. marts indfandt skifteforvalteren på Basnæs gods sig hos Rasmus Jensen i Vedskølle for at afholde registrerings - og vurderingsforretning hans, under 13. d.m. afdøde hustru, Dorthe Hansdatter, til påfølgende skifte og deling mellem enkemanden og de ved dødsanmeldelsen opgivne arvinger. Som vidner og vurderingsmænd var nærværende, konstitueret sognefoged Hans Pedersen og skovfoged Herman Gotleib. Enkemanden såvel som de umyndige arvinger var nærværende og som værge for de umyndige børn og kurator for de mindreårige mødte gårdmand Jørgen Christensen, Tjæreby.

Skiftesamling på Knurvangsgård efter Dorthe Hansdatter.

                                                                                                  Jørgen Christensen
                                                                                                     m.f.p

Vidner                                                       Hans Pedersen                                                                  H. Gottleib

År 1830 den 7. januar blev meldt, at Christen Pedersen Skånning, røgter på Borreby var død, og skifteforvalteren med vidner og vurderingsmænd indfandt sig hos husmand og forhenværende ladefoged på Basnæs, Niels Christensen for at foretage vurdering af afdødes ejendele til deling mellem afdødes arvinger som ere: Mette som er gift med husmand Christoffer Larsen, Lundby mark. Datter Ane, 24 år som er hos ladefoged Niels Christensen. En datter Bodil 18 år og ligeledes ugift.
Boets ejendele blev vurderet til 6 daler og 6 skilling.
Den 9. januar var der igen skiftesamling i boet. Niels Christensen forlangte sine udgifter ved begravelsen dækket som var 7 rigsdaler og 1 mark. Han var dog tilfreds når han måtte beholde boets ejendele.

Bedstemoder:

Hun var som nævnt født 26. februar 1837 i det hus i Rødkulle som de senere overtog i fæste. Det liv bedstemoder gik ind til da hun giftede sig med en krigsinvalid, var et strengt liv. Selv om bedstefader ikke var helt uarbejdsdygtig, så var der dog mange ting han ikke kunne udføre, for eksempel var det bedstemoder som mejede kornet, og det var også hende som måtte gøre "høstdage" for lån af heste og redskaber. Bedstefader fik noget pension fra staten, men det var ikke meget, dertil kom, at han tjente noget som træskomand. Der holdtes en senere to køer i bedriften, men vist nok kun en enkelt gris. Der holdtes også får, for uldens skyld, men da lam ødelagde for meget var det som regel en bede eller to der blevholdt.

Bedstefader:

Husmanden havde jeg dog ment,
at han forstod at tærske,
men foret, det er ikke rent,
enda det gik så sent.
Gud ved om ikke på min lo
han ligger nu og snuer,
for hele dagen kan jeg tro,
han tar den her med ro.
Nej sikken dog en mand, jeg har, han har ikke tærsket foret rent,
fordi han ikke gider slaget på det, og han kan ikke slippe op
om morgenen, enda han går her og snuer hele dagen.
./. Åja, Åja, Åjaja, sikke dog en mand jeg har.

Og så den dovne karl jeg har,
han går blot her og driver,
han holder bare mig for nar,
den fyr er ikke rar.
Men jeg jo tie stille må,
for ikke han skal rejse,
for hvor skal jeg en anden få,
det kan jeg ej forstå:
For nu er det lige den allerværste tid, og nu må jeg tåle
meget af sådan en fyr, men bi til vinter, så skal jeg nok få
bugt med ham. Så skal han ikke få andet end mælkebrød til davre
- og ingen brændevin.